Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Kommunikationspolitik

Principper for kommunikation på 4kløverskolen

Formål:

God kommunikation er et af fokusområderne på 4kløverskolens tre afdelinger – afd. Ørbæk (0.-9. kl. + SFO), afd. Frørup (0.-6. kl. + SFO) og afd. Skattekisten. Kommunikationen mellem 4kløverskolen og forældrene skal flyde let, idet alle parter ved, hvilke kommunikationskanaler der anvendes, og hvordan de anvendes. 

Vi vil gerne sikre, at kommunikationen mellem os er så god som overhovedet mulig. Alle parter bidrager til, at kommunikationen sker i en respektfuld tone og al kommunikation skal foregå i et ordentligt sprog og med respekt for modtagerne. Det gælder både fra børn, ansatte og forældre.

Anvendelse: 

Kommunikationen på 4kløverskolen skal være præget af en anerkendende og konstruktiv omgangstone, der indbefatter alle parter på såvel skole, herunder SFO, som i Skattekisten. Kommunikationen skal bidrage til et godt læringsmiljø for alle børn og et godt arbejdsmiljø for medarbejderne. 

For at forældre og det pædagogiske personale på bedste vis kan leve op til ansvaret om at skabe optimale betingelser for kommunikationen mellem 4kløverskolen og forældrene, er det vigtigt, at dialogen mellem de voksne parter ikke går gennem børnene eller andre, men altid sker direkte mellem forældrene og det pædagogiske personale. 

Indhold: 

Den primære kommunikation mellem 4kløverskolen og forældrene foregår via AULA. For alle tre afdelinger er det gældende, at vigtig information lægges ud i god tid, så vidt det er muligt. 

For afd. Ørbæk og afd. Frørup er gældende: 

  • Når kommunikationen vedrører meddelelser om det enkelte barn, anvendes primært det personlige (beskeder eller meddelelsesbog) område på AULA
  • Er der tale om bekymringer, problemer eller lign. er det primært den personlige samtale, der anvendes. Dette forventes, uanset om initiativtageren er skolen eller hjemmet. 
  • Skolen anvender AULA til at kommunikere omkring klassens generelle forhold, undervisningsmæssigt og socialt.
  • Fælles meddelelser fra skolen kommunikeres ud via AULA sm opslag.
  • Vi forventer, at forældre holder sig orienteret via AULA løbende og svarer på henvendelser fra skolen inden for 48 timer. Forældrene kan forvente, at skolen svarer tilbage på beskeder inden for 48 timer. Hvis skolen skønner, at det tager mere end 48 timer at give et rimeligt og uddybende svar, skriver skolen og forklarer, at mailen er modtaget, og at man svarer inden for en bestemt tidshorisont.

For afd. Skattekisten er gældende:

  • Når kommunikationen vedrører meddelelser om det enkelte barn, anvendes primært det personlige (beskeder) på AULA eller på SMS
  • Er der tale om bekymringer, problemer eller lign. er det primært den personlige samtale, der anvendes. Dette forventes, uanset om initiativtageren er Skattekisten eller hjemmet. Tag ikke snakken i garderoben, men book gerne et kaffemøde. Så er der ro og god tid til samtalen.
  • Institutionen anvender AULA til at kommunikere omkring børnene/gruppernes generelle forhold, fokusområder og socialt.
  • Fælles meddelelser fra Skattekisten kommunikeres ud via AULA som opslag.
  • Vi forventer, at forældre holder sig orienteret via AULA løbende og svarer på henvendelser fra institutionen inden for 48 timer. Forældrene kan forvente, at institutionen svarer tilbage på beskeder inden for 48 timer. Hvis institutionen skønner, at det tager mere end 48 timer at give et rimeligt og uddybende svar, skriver institutionen og forklarer, at mailen er modtaget, og at man svarer inden for en bestemt tidshorisont.

AULA er til:

  • Korte beskeder – informative
  • Spørgsmål og afklaring
  • Information ikke debatter
  • Anmodning om telefonisk kontakt/møder
  • Sygemeldinger
  • Anmodning om fritagelse fra undervisningen
  • Tilmeldinger/frameldinger 

Telefonen

Medarbejderne har som udgangspunkt ingen arbejdstelefon og telefonisk kontakt foregår derfor gennem skolens telefoner. Man kan ringe til skolens kontor og bede om at blive ringet op, eller man kan skrive på Aula og lave aftale om telefonisk kontakt.

Telefoner bruges til:

  • Afklaring
  • Akutte beskeder
  • Samtaler, hvor et fysisk møde ikke er muligt

Samtale/møde er til:

  • Information (forældremøde)
  • Evaluering
  • Handleplan
  • Konfliktløsning
  • Sparring/Ideudvikling

Sociale medier er til:

Deling af gode historier og aktiviteter, der foregår på 4kløverskolen

Man skal ikke give udtryk for sine bekymringer eller utilfredshed på de sociale medier. Sker der ting på en af 4kløverskolens tre afdelinger, som forældrene er utilfredse med eller nysgerrig på, så kontakt personalet i hhv. afd. Ørbæk, afd. Frørup eller afd. Skattekisten eller institutionsbestyrelsen.

Det er institutionsbestyrelsens forventning, at nedenstående etiske principper for kommunikation anvendes af alle parter.

  • Brug kun AULA til ting der relaterer sig til børnene hverdag i en af de tre afdelinger – afd. Ørbæk, afd. Frørup eller afd. Skattekisten.
  • Skriv aldrig når du er mest vred
  • Undgå personlige angreb
  • Lad informationen være saglig og pege fremad 

 

Vedtaget på skolebestyrelsesmødet d. 13. april 2023

 

Herunder finder du et link til download af kommunikationspolitiken.

Dokumenter